fb-head-tag-img

Outsourcing til lavtlønslande – løgnen vi alle kender

Ja. Det er fristende at outsource softwareprojekter til lavtlønslande. Hvem kan ikke se fordelen i at få en virksomhed i Filippinerne, Indien eller måske Bangladesh til at skrive seo-artikler, kode software, lave HTML, eller stå for udviklingen af det nye CMS der lige skal bruges? Det er jo helt vildt billigt at outsource softwareprojekter til udlandet. Eller hvad?

Efter at have læst en spændende artikel på lessonsoffailure.com blev jeg inspireret til at dele min mening om outsourcing af softwareprojekter. Den kommer så her.

Hvad er et for en løgn jeg taler om?

Det er ikke billigt at outsource til lavtlønslande.
There you go. I’ve said it 🙂

Det ser måske billigt ud på det første tilbud man modtager, men når man hen ad vejen opdager at tingene ikke bliver leveret, eller måske kun halvdelen, så må man betale igen – og igen – og igen. Når man outsourcer til et land som f.eks. Indien er det helt vildt vigtigt med en kontakt der forstår kulturen og de forskellige måder at arbejde på. I Danmark har vi en stærk tradition for at tænke ud af boksen, og være kreative. Ofte forventes det at en dansk softwareleverandør selv kan løse problemstillinger som eksempelvis at sørge for sikkerheden i softwaren. At tænke over eventuelle concurrency-problemer i en database (Wikipedia: Concurrency). Måske at stille spørgsmålstegn ved om et website nu også skal være 1300 px i bredden.

Fejlen, når man outsourcer til lavtlønslande, er at man automatisk formoder den danske (Vestlige, måske?) tradition og kultur er den samme som i det land man har valgt at outsource til. Det er den bare desværre ikke.

Jamen hvad er pointen?

Pointen er, at det oftest ikke er billigere at outsource til lavtlønslande. Typisk kræver et godt samarbejde mellem forskellige softwarevirksomheder, at man kender hinanden. Selv danske virksomheder kan have problemer med at arbejde sammen, men det er peanuts sammenlignet med de udfordringer det kan give at arbejde med en fyr der måske kun taler halv godt engelsk.

Så man skal slet ikke outsource til udlandet?

Jo da. Der er mange gode grunde til at outsource til f.eks. Indien, eller måske at hyre en polsk virksomhed til at bygge din nye carport (Eller måske et shoppingcenter?). Det er dog enormt vigtigt at du virkelig sørger for at den virksomhed du handler med forstår dig og dine krav. Undervurdér ikke dette.

Min personlige holdning er, at man kun kan forstå hinanden, og arbejde godt sammen, hvis man kender hinanden godt. At opnå et stadie hvor man kender hinanden godt nok er typisk nemmest hvis man har de samme forudsætninger.

Jeg vil gerne runde af med at dele min holdning, som er at man skal undgå at outsource softwareprojekter til udlandet fordi man mener det altid vil være billigere. Det er en fejlagtig holdning, som ikke tager højde for de indirekte omkostninger forbundet med outsourcing.

Læs evt. artiklen på lessonsoffailure.com for mere information om samme.

God fornøjelse med dine fremtidige softwareprojekter!